11-årige Jummon presser metallet ind i en lille revne i klippemaskinen og trykker håndtaget ned for at skære metallet i stykker. Det er hans job seks dage om ugen – 13 timer om dagen. Metalpladerne bliver til kogeplader, som sælges på markedet.
Han får tre kroner om dagen for det hårde arbejde, han laver. Han kan ikke bare holde pause, når han har lyst, og han får ondt i armene og i ryggen.
Jummon er altid forsigtig, når han arbejder, men alligevel kommer han ofte til at skære sig. Der er ikke noget plaster, og der er heller ikke nogen til at trøste ham. Det er der først, når han kommer hjem om aftenen. Så renser hans mor sårene og giver ham forbinding på.
Der er ikke meget plads på værkstedet, hvor Jummon arbejder. Alle sidder på gulvet med hver deres værktøj. De er syv i alt. Jummon er det eneste barn. De andre er voksne mænd.
I dag er Jummon heldig. Han har tidligt fri. Han skal hurtigt hjem, så han kan flyve sin drage med vennerne. Det gælder om at få sin drage til at flyve højest. Jummon vinder i dag – det gør han næsten altid. Han øver sig mange gange om ugen og kan godt blive sur, hvis han ikke vinder.
Jummon bor i et lille skur et sted, der hedder Mirpur, som er et slumområde i Dhaka. Han bor sammen med sine forældre, sin lillesøster og to brødre. Jummons far kører cykeltaxa, og moren passer huset og de mindre søskende. Jummon plejede at gå i skole, men familien havde ikke råd til, at han kunne fortsætte, for de manglede penge til mad. Så Jummon måtte også tjene penge.
Da han gik i skole, havde Jummon masser af tid til at lege. Nu har han kun tid om fredagen. Der har alle fri. Jummon drømmer om at gå skole igen og have tid til vennerne.