Fagmoduler til Dansk
Undervisningsmaterialet rummer mange gode danskfaglige aktiviteter, som du kan supplere grundforløbet med. Fra læsning på forskellige niveauer, genfortælling og teater, over samtaler og formidling til et komplet miniforløb om kommunikation.
I Opgavebanken finder du en lang række varierede aktiviteter til Dansk, du kan opbygge dit forløb med. Mange af dem passer godt sammen med årets film i Filmbanken – og du kan krydre dit forløb med leg, bevægelse, musikvideo, mad og andre kreative opgaver, der alle handler om de samme tematikker.
Dansk-moduler:
- Masser af læsetræning: I elevbogen 'Trækfuglen' er der både hovedhistorien, tre korte læselet-eventyr og masser af små faktatekster. Og på hjemmesiden ligger historien og de små eventyr også som skærmbøger, hvor man kan læse teksten side for side og få den læst op af Kenneth Bøgh Andersen. I Filmbanken finder du dem også som rene lydbøger, hvis I vil nøjes med at lytte.
- Tal om 'Trækfuglens' tematikker: I opgaven ’Forslag til samtale’ får du inspiration til at perspektivere historiens temaer sammen med eleverne – kapitel for kapitel.
- Genfortæl 'Trækfuglen': En klassisk danskaktivitet, hvor eleverne udvælger fotos fra bogen og gengiver historiens plotpunkter mundtligt eller skriftligt.
- Læseteater: Arbejd med elevbogens tre små eventyr fra Bangladesh som dramatiseret højtlæsning eller teaterstykke i klassen. Du finder dem omskrevet til replikker i Opgaveark 4.
- Lav flotte fotohistorier eller en digital kalender: Eleverne formidler deres nye viden om Bangladesh, enten ved at lave digitale fotohistorier eller lave en interaktiv kalender, som de kan sende til f.eks. forældrene. Eleverne undersøger, læser, udvælger, disponerer, skriver og præsenterer. Alle de vigtigste tekster kan læses højt, så også de mindste kan være med.
Miniforløb om kommunikation til 3.-5. klasse
Her lærer dine elever en masse om kommunikation – tilrettelagt på en praktisk, sjov og scenariebaseret måde med flere gode opgaver. De lærer om målgruppe, disponering, overskrifter, billedtekster og markedsføring. De omsætter også deres nye viden i et flot slutprodukt: Deres helt egen digitale lågekalender.
- Hvem er målgruppen?: Med tre enkle øvelser lærer eleverne, hvordan man fortæller til en målgruppe.
- Lav gode overskrifter og billedtekster: Eleverne lærer om gode overskrifter og den vigtige billedtekst, der både skal fortælle en historie og spille sammen med et foto.
- Lær at disponere: Med enkle øvelser lærer eleverne om at udvælge stof, at gruppere i emner og at finde en god rækkefølge.
- Børnenes egen U-landskalender: Eleverne producerer deres egen digitale lågekalender, hvor de bag lågerne formidler om årets land – i form af fotos, overskrifter og billedtekster. Kalenderen skal laves til en målgruppe, f.eks. forældrene eller en venskabsklasse. Modtagerne får adgang til at se kalenderen på computer eller mobil, hvor de kan åbne lågerne. Vælg mellem jule-, advents-, uge- eller månedskalender.
Læs mere her:
Find beskrivelsen af danskmodulerne og kommunikationsforløbet i lærervejledningen på side 38-39. Hvis du ikke har en trykt udgave, kan du hente den som PDF her.
Dansk forløb (uddrag af lærervejledningen som pdf)